Rejseliv | Aagaard Kommunikation

Mellem hvaler og velhavere

Jan Aagaard — Thu, 29 Dec 2016 16:34:07 +0000

Cape Cod i det nordøstlige USA har i over 100 år været rige amerikaneres sommerresidens. Men halvøen er ikke bare et mondænt feriested – den rummer også store naturoplevelser og en spændende historie.

Artikel bragt i Berlingske Rejseliv

Vi er kun kommet få sømil ud fra havnen i Provincetown, før vi spotter rygfinnerne af de første hvaler. Det er to store finhvaler, som vi kan se et par hundrede meter væk, cirka midt mellem båden og de langstrakte sandstrande inde på Cape Cods nordkyst.

”Finhvalen er verdens næststørste hval, og en af de tre arter, som vi har mulighed for at se i dag,” fortæller vores guide Jennifer. ”Vi ser dem ofte her tæt på land, hvor vandet hurtigt bliver dybt.”

Finhvaler svømmer meget hurtigt, men i modsætning til nogle af de andre hvalarter kommer de kun lige op i overfladen med ryggen for at puste skyer af vanddampe ud gennem åndehullerne.

Vi fortsætter længere ud på havet i jagten efter pukkelhvaler, som er den mest talrige art i området. Stellwagen-banken nord for Cape Cod er et af de bedste områder i USA – og måske i verden – at opleve hvaler på tæt hold. Ifølge vores guide lever der over 15.000 pukkelhvaler på banken i sommerhalvåret, og hertil kommer tusindvis af finhvaler og vågehvaler. Omkring 2.000 af pukkelhvalerne i området har man gennem tiden navngivet og fulgt år for år. Det lader sig gøre, fordi man kan kende de forskellige individer fra hinanden ved hjælp af mønstret på hvalens halen.

Den første hval blev navngivet Salt i 1976, og den er siden vendt tilbage til Stellwagen år efter år sammen med sine unger. I alt har Salt fået 14 ’børn’, 15 ’børnebørn’ og indtil videre to ’oldebørn’, hvoraf den seneste blev født og registreret i 2016. De fleste af hvalerne i denne storfamilie er navngivet og følges tæt af forskere tilknyttet Dolphin Fleet, som er den førende udbyder af hvalsafari fra Cape Cod.

Allerede efter fem-ti minutters yderligere sejlads begynder pukkelhvalerne at dukke op ude foran til styrbord. Skipperen ændrer kurs og vi kommer hurtigt tæt på flokken af hvaler og fornemmer dyrenes enorme størrelse, når deres hoved og ryg skyder op gennem bølgerne, og når de dykker ned igen med halen rejst som en stolt afskedssalut. De næste par timer bliver ét stort hvalshow, hvor vi følger den ene gruppe pukkelhvaler efter den anden og oplever deres bemærkelsesværdige adfærd. Vi ser hvaler, der springer, og hvaler, der slår med de op til fem meter lange svømmefinner. Vi oplever også, hvordan hvalerne fanger stimer af småfisk ved at puste luft ud nede i vandet og skabe en mur eller ring af luftbobler, som fiskene ikke svømmer igennem.

De riges legeplads

Over én million turister tager årligt på hvalsafari omkring halvøen Cape Cod, der strækker sig over 100 km ud i Atlanterhavet og er en del af staten Massachusetts. Hvalsafari er dog blot en af Cape Cods mange attraktioner. Halvøen er kendt som de rige og berømte amerikaneres fristed og legeplads om sommeren. Det er her børsmæglere og andre businessfolk fra storbyer som New York, Philadelphia og Boston har sommerbolig og tilbringer nogle få uger om året uden slips og spadseredragt – på samme måde som danske velhavere tager til Skagen om sommeren.

De velplejede omgivelser signalerer klasse, stil og overflod, men på den afslappede måde. Fra de klassiske Cape Cod cottages med funklende blomsterbede til landsbyernes mange boutiques med modetøj, antikviteter og New England-interiør. Cape Cod er samtidig et usporeleret naturparadis og et særpræget hjørne af USA med en spændende maritim historie. Derfor strømmer turisterne hertil for at bo på små, romantiske bed & breakfast-hoteller og opleve den særlige stemning og det behagelige klima, hvor sommeren sjældent bliver for varm, og de lune dage strækker sig helt ind i oktober.

Oplev dagens fangst

Cape Cod var blandt de første steder i Amerika, hvor europæiske nybyggere etablerede sig i begyndelsen af 1600-tallet, og vikingerne menes at have været her cirka 600 år tidligere. Storbyernes rige handelsmænd fik øjnene op for Cape Cod som et feriested i slutningen af 1800-tallet, hvor halvøen stadig var domineret af søfart, fiskeri og hvalfangst. Hvalfangsten var en stor industri på halvøen gennem 100 år, men lige som søfarten er den for længst borte. Fiskeriet lever stadig, omend i mindre omfang, og Cape Cod er berømt for lækker seafood og især for sine hummere, muslinger og østers.

Det kan man eksempelvis opleve i Chatham på det sydøstlige Cape Cod. Her anløber lokale fiskekuttere den lille naturhavn hver eftermiddag og losser dagens fangst af friske fisk og skaldyr, som straks læsses på lastbiler og køres til markeder i Boston og New York. En del af fangsten sælges dog også i fiskebutikken på havnen eller serveres på Chathams restauranter, der typisk har catch of the day på menukortet. Fra en udsigtsterrasse over havnemolen kan man følge losningen af fisk og samtidig opleve de mange gråsæler, der boltrer sig i havnen og slås med mågerne om fiskerester.

Chatham ligger postkortperfekt placeret på det sydøstlige hjørne af Cape Cod, omgivet af vand på tre sider med små fjorde, beskyttede vige og fine badestrande. Chatham Lighthouse fra 1879 er byens vartegn, og lige syd for det historiske fyrtårn – et af mange på Cape Cod – strækker det beskyttede naturområde Monomoy sig med store sandbanker cirka 15 kilometer ud i Atlanterhavet. Her kan man opleve et rigt fugleliv, se masser af sæler og finde skjolde fra de særegne dolkhaler, der lever i havet, har blåt blod og har eksisteret på kloden i over 400 millioner år uden at ændre udseende.

Chatham er kendt som en af Cape Cods mest mondæne områder, og i byens hovedgade ligger modebutikker, kunstgallerier og smarte cafeer side om side med pompøse, velbevarede trævillaer, der i sin tid blev opført af rige kaptajner og skibsredere. De havde deres storhedstid på Cape Cod i 1800-tallet, og en række af de velbevarede kaptajnsvillaer er nu omdannet til hoteller og kroer, hvor det er en oplevelse i sig selv at bo (se sidehistorie, red.).

På cykel gennem naturen

Det er afslappende at cruise rundt i bil på Cape Cods småveje og nyde landskabet og de hyggelige landsbyer, men endnu bedre er det af opleve halvøen på cykel. Cape Cod er forholdsvis flad, og der er flere gode cykelruter rundt om på halvøen. En af de mest populære er Cape Cod Rail Trail – en 40 km lang rute, der følger et gammelt, nedlagt jernbanespor. Det er muligt at leje cykler flere steder på ruten, så man behøver ikke nødvendigvis køre den fulde længde, men kan tage den eller de bidder af ruten, man har lyst til.

En smuk og afvekslende strækning går fra Nickerson State Park i Brewster og nordpå. Her cykler man gennem skyggefulde skove med vekslende vegetation af fyrretræer, eg, ahorn og bøg og mere åbne områder med søer, hvor man kan holde pause og tage en dukkert i det klare ferskvand. Efter landsbyen Orleans er det oplagt at lave en afstikker mod øst til Cost Guard Beach på Atlanterhavskysten. Ruten går gennem bløde bakker i skoven langs en fjord og ender ved en storslået strand og en historisk kystredningsstation. Cost Guard Beach er en del af Cape Cod National Seashore – et beskyttet naturområde, som præsident John F. Kennedy tog initiativ til at etablere i 1961. Kennedy-familien er nemlig tæt knyttet til Cape Cod og har fortsat sommerresidens i Hyannis på sydkysten.

Cape Cod National Seashore rummer 65 km strande, der regnes blandt USA’s bedste og ikke skæmmes af bebyggelse eller andre faciliteter – ud over parkeringspladser og toiletter. Her kan man nyde en dukkert i de friske bølger og opleve store gråsæler komme helt tæt på land, så man nærmest bader sammen med dem. Det skal man dog passe lidt på med, for de mange sæler tiltrækker også de store hvide hajer. Sæler er hvidhajens livret, men den kan i sjældne tilfælde finde på at angribe mennesker – måske fordi, den forveksler dem med en sæl.

Det beskyttede kystområde strækker sig helt op til Provincetown på Cape Cods nordlige spids. Provincetown skiller sig ud fra de øvrige byer på Cape Cod – ikke alene med sin placering på halvøens yderste pynt, hvor den ligger omgivet af åbne, vindblæste klitlandskaber. Provincetown har gennem mange årtier tiltrukket kunstnere, forfattere og skæve eksistenser – måske på grund af den isolerede beliggenhed, og samtidig er byen kendt som et mødested for det homoseksuelle USA. Den langstrakte hovedgade, Commercial Street, er i dag en skønsom blanding af kunstgallerier, souvenirbutikker, fiskerestauranter, bøssebarer og klubber med dragshows. Her er fest og farver for alle pengene – og billigt er det ikke, for Provincetown tiltrækker ikke blot bøsser og lesbiske men også mange andre endagsturister, som kommer i hobetal for at opleve det spraglede folkeliv i hovedgaden og tage en tur ud på havet for at se de mægtige hvaler.

The post Mellem hvaler og velhavere first appeared on Aagaard Kommunikation.

Blandt brøleaber på Brasiliens bounty-ø

Jan Aagaard — Sun, 04 Dec 2016 14:03:26 +0000

Lidt syd for Rio de Janeiro finder man Ilha Grande. Den bilfrie ø er dækket af tæt regnskov, hvor der er gode chancer for at komme tæt på sjældne aber og eksotiske fugle. Samtidig kan man opleve nogle af Brasiliens bedste strande og gå på opdagelse i øens dystre fortid.

Artikel bragt i Berlingske Rejseliv

Foto: Henrik Egede-Lassen

Vi har hørt dem flere gange i løbet af vores vandring gennem den tætte regnskov. Nogle gange tæt på, andre gange et sted i bjergene i det fjerne. Som en mystisk, nærmest uhyggelig brummen, der trænger gennem junglen og blander sig med cikadernes skærebrændertenor. Men vi har ikke set dem.

Ikke før nu, hvor vores guide Clara pludselig spotter tre sorte brøleaber i trækronerne over os. Her sidder de helt roligt og er tilsyneladende upåvirkede af, at vi fotograferer løs 10-15 meter under dem. De følger os med øjnene, men virker afslappede og brøler ikke, som hannerne ellers gør for at markere deres territorium.

”Jeg tror, det er tre hunner deroppe. Man ser oftest brøleaberne i flokke på syv-otte individer, så måske er resten af flokken i nærheden. I er meget heldige, for det er langt fra på hver tur, vi ser brøleaber,” siger Clara, mens en af aberne langsomt flytter sig lidt længere ud på en af de grønne grene.

Brøleaber er den største art af aber i Sydamerika og kan veje op til 10 kg. Deres tykke haler bliver op til 90 cm lange og fungerer som en ekstra arm, der bruges til at gribe om grene med eller ligefrem hænge i. Hvilket er meget smart, da brøleaberne bruger stort set al deres tid oppe i trækronerne, hvor de lever af blade og frugter. De har fået deres navn efter de høje brøl, som hannerne udstøder ved hjælp særlig, hul knogle, der forstærker lydene fra deres stemmebånd.

Brøleaber er en truet dyreart, men her på Ilha Grande – Den Store Ø – har de ligesom mange andre dyrearter og fugle fundet et beskyttet naturparadis. Øen cirka 150 km syd for Rio de Janeiro i Brasilien er næsten 200 km2 stor – dobbelt så stor som Amager – og hele øens bjergrige landskab er et beskyttet naturområde og dækket af den sjældne atlanterhavsregnskov, som rummer en stor rigdom af dyr, fugle, insekter og planter.

Fra straffefanger til turister

Turismen kom først til øen i slutningen af 1990erne, for tidligere var Ilha Grande absolut ikke et sted, man besøgte frivilligt. Øen husede nemlig gennem 100 år et stort fængsel, hvor nogle af Rios værste forbrydere afsonede deres straffe. Da fængslet blev nedlagt i 1994, begyndte turisterne så småt at få øjnene op for øens naturlige skønhed med regnskovsklædte bjerge, hvide sandstrande og krystalklart vand.

I dag strømmer turister fra nær og fjern til øen, men turismen er heldigvis koncentreret til nogle få steder langs kysten, og her findes ingen store hoteller, men kun hyggelige pensionater i traditionel brasiliansk stil – de såkaldte pousadas. Biler må man også kigge langt efter, for øen er bilfri med undtagelse af et par lastbiler, der bruges til at fragte varer og passagerer tværs over Ilha Grande på øens eneste vej – en jordvej, der snor sig gennem junglen. Til gengæld er der masser af vandreruter, som gør det nemt for turister at gå på opdagelse i regnskoven eller langs kysten.

De fleste turister ankommer til hovedbyen Abraao godt en halv times sejlads med speedbåd fra Mangaratiba inde på fastlandet. Det er også i Abraao de fleste turister bor, mens enkelte bliver sejlet videre ud til mere isolerede pousadas i nogle af øens andre små bugte. Abraao er ikke meget mere end en landsby, men den rummer op mod 150 pousadas af forskellig standard – fra simple hostels til små hoteller.

I højsæsonen er der godt fyldt op i de fleste pensionater, men byen virker hverken overrendt eller hektisk, for tempoet er adstadigt, og fraværet af biler er med til at skabe en afslappet feriestemning. Dagtimerne tilbringer mange turister på strandene omkring Abraao eller på bådudflugter til nogle af øens mere end 100 andre strande og laguner, hvor man kan bade og snorkle mellem farverige fisk.

Turen gennem regnskoven

Det er også i Abraao, vores vandretur gennem regnskoven begynder først på formiddagen en skyfri dag. Vi går ud for enden af stranden og fortsætter ind i regnskoven, hvor det først går stejlt opad. Heldigvis giver den tætte, tropiske skov en naturlig skygge, så det ikke føles alt for hårdt at gå opad i 30 graders varme og høj luftfugtighed.

Cikaderne holder koncert, mens vi langsomt bevæger os op gennem junglen. Indimellem rasler det i bladene, når en fugl eller et egern bliver skræmt af vores skridt. Pludselig spurter tre små silkeaber tæt forbi os på en træstamme, stopper op og betragter os nysgerrigt, inden de forsvinder ind i det tætte løvhang.

Den særlige atlanterhavsregnskov strakte sig engang over 3.000 km langs Brasiliens østkyst, men minedrift, kaffedyrkning og ikke mindst industrialiseringen, hvor træet blev brugt som brændsel i dampmaskiner, gjorde det i løbet af et par århundreder af med det meste af skoven. I dag er der ikke mere end otte procent tilbage af de oprindelige skovarealer. Atlanterhavsregnskoven har en enorm artsrigdom af planter, fugle, dyr og insekter – en enkelt trækrone kan fx rumme op til 1.000 forskellige arter af insekter. Dem mærker vi heldigvis ikke så meget til, udover de smukke sommerfugle, som jævnligt blafrer forbi.

Efter en halv times tid er den værste stigning overstået, og vi passerer et mere åbent stykke på toppen af bjerget. Herfra er der god udsigt ned over Abraao-bugten og over til øens næsthøjeste punkt, det 960 meter høje Pico do Papagaio – Papegøjebjerget. Det er muligt at trekke fra Abraao op til toppen af bjerget, men det er en stejl og strabadserende tur på 3-4 timers vandring hver vej.

Ugler på stranden

Det behøver vi ikke tænke på nu, hvor det går nedad mod Palmas-stranden på den anden side af bjerget. Kun få turister har fundet vej til den hvide strand, der funkler som et postkort i solen. Det samme er tilfældet på Pouso, den næste i rækken, inden vi igen bevæger os ind i junglen. Den sidste del af turen mod dagens mål går gennem en gammel, nedlagt plantage i udkanten af regnskoven. Det er her, vi støder på de tre brøleaber, som vi længe står og betragter i middagshedens flimrende stilhed.

Lidt senere er vi, efter næsten tre timers vandring, fremme ved Lopes Mendes-stranden – målet for dagens tur. Den brede og tre kilometer lange strand er kendt i Brasilien for sit ekstremt fine, hvide sand og sin storslåede skønhed. Selv om det er højsæson, er der kun små grupper af mennesker på stranden, og de er mindst en kilometer væk fra os i den ene ende af stranden. Vores vandrerute har bragt os ud midt på stranden, hvor vi har det hele for os selv. Eller næsten for os selv.

For mens vi soler os efter en forfriskende dukkert i de lune atlanterhavsbølger, får vi pludselig øje på to små ugler lige bag os. Det er overraskende at se ugler midt på dagen, men de to fugle sidder roligt i et træ tre-fire meter fra os og pudser deres fjer. De nidstirrer os af og til med et skarpt blik, men virker ellers helt upåvirkede af vores tilstedeværelse. Vi tilbringer en halv times tid i deres selskab, mens vi slapper af i det bløde sand inden turen tilbage mod udgangspunktet. Denne gang tager vi genvejen fra Pouso-stranden, hvor vi hopper på en taxabåd, der stille og roligt tøffer os tilbage til Abraao, mens vi hviler de trætte ben og nyder udsigten til grønne bjerge.

Pirater og smuglere

Abraao domineres af turister og er fuld af små souvenirbutikker, cafeer og restauranter. Det er hyggeligt at drysse rundt i de bilfri gader, især sidst på dagen, hvor temperaturen er mere tålelig. Der er også masser af lokalt liv at opleve. Som når færgen fra fastlandet kommer ind med varer, der skal fragtes på trækvogne rundt i byen. Eller når de lokale tager deres fineste tøj på søndag aften for at gå til gudstjeneste i den lille kirke på torvet.

Lidt uden for byen langs stranden og klipperne mod vest finder man en stor akvædukt i romersk stil, som sammen med ruinerne af en gammel bygning vidner om øens spændende fortid. Ilha Grande har nemlig ikke alene huset kriminelle og politiske fanger, men har også skrevet sig ind i andre, mørke kapitler af Brasiliens historie.

Fra slutningen af 1500-tallet og et par århundreder frem var øen og hele Ilha Grande-bugten et skjulested for franske, engelske og hollandske pirater, der gik til angreb på den portugisiske kolonimagts bosættelser og skibe. Senere spillede øen en vigtig rolle i den illegale smugling af slaver, som blev en lukrativ forretning i begyndelsen af 1800-tallet i takt med, at stadig flere lande ophævede slaveriet.

Ruinerne og akvædukten går nu kun tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor den brasilianske monark Dom Pedro II oprettede et stort lazaret på Ilha Grande. På den tid hærgede flere koleraepidemier i Europa, og lazarettet fungerede som karantænestation for passagerer, der ankom fra Europa. Det havde plads til 1.000 gæster og var indrettet med pavilloner for både 1., 2. og 3. klasses passagerer. I dag er der kun ruinerne tilbage, mens en stor del af akvædukten står velbevaret. Den kunne i sin tid transportere op til én million liter vand i timen fra regnskoven og ned til lazarettet.

Tilbage i Abraao er det tid til en drink på en af strandcafeerne med borde og stole placeret direkte i sandet. Her kan man nyde solnedgangen over bjergene med en liflig caipirinha i hånden – den brasilianske nationaldrink lavet med sukkerrørsbrændevinen cachacha, limesaft, sukker og knust is. Efterhånden som mørket sænker sig, strømmer turisterne ud på restauranterne for at nyde friske fisk og skaldyr fra havet omkring øen, mens små bands skaber den rette stemning med samba og bossanova livemusik.

The post Blandt brøleaber på Brasiliens bounty-ø first appeared on Aagaard Kommunikation.