Lidt syd for Rio de Janeiro finder man Ilha Grande. Den bilfrie ø er dækket af tæt regnskov, hvor der er gode chancer for at komme tæt på sjældne aber og eksotiske fugle. Samtidig kan man opleve nogle af Brasiliens bedste strande og gå på opdagelse i øens dystre fortid.

Artikel bragt i Berlingske Rejseliv

Foto: Henrik Egede-Lassen

Vi har hørt dem flere gange i løbet af vores vandring gennem den tætte regnskov. Nogle gange tæt på, andre gange et sted i bjergene i det fjerne. Som en mystisk, nærmest uhyggelig brummen, der trænger gennem junglen og blander sig med cikadernes skærebrændertenor. Men vi har ikke set dem.

Ikke før nu, hvor vores guide Clara pludselig spotter tre sorte brøleaber i trækronerne over os. Her sidder de helt roligt og er tilsyneladende upåvirkede af, at vi fotograferer løs 10-15 meter under dem. De følger os med øjnene, men virker afslappede og brøler ikke, som hannerne ellers gør for at markere deres territorium.

”Jeg tror, det er tre hunner deroppe. Man ser oftest brøleaberne i flokke på syv-otte individer, så måske er resten af flokken i nærheden. I er meget heldige, for det er langt fra på hver tur, vi ser brøleaber,” siger Clara, mens en af aberne langsomt flytter sig lidt længere ud på en af de grønne grene.

Brøleaber er den største art af aber i Sydamerika og kan veje op til 10 kg. Deres tykke haler bliver op til 90 cm lange og fungerer som en ekstra arm, der bruges til at gribe om grene med eller ligefrem hænge i. Hvilket er meget smart, da brøleaberne bruger stort set al deres tid oppe i trækronerne, hvor de lever af blade og frugter. De har fået deres navn efter de høje brøl, som hannerne udstøder ved hjælp særlig, hul knogle, der forstærker lydene fra deres stemmebånd.

Brøleaber er en truet dyreart, men her på Ilha Grande – Den Store Ø – har de ligesom mange andre dyrearter og fugle fundet et beskyttet naturparadis. Øen cirka 150 km syd for Rio de Janeiro i Brasilien er næsten 200 km2 stor – dobbelt så stor som Amager – og hele øens bjergrige landskab er et beskyttet naturområde og dækket af den sjældne atlanterhavsregnskov, som rummer en stor rigdom af dyr, fugle, insekter og planter.

Fra straffefanger til turister

Turismen kom først til øen i slutningen af 1990erne, for tidligere var Ilha Grande absolut ikke et sted, man besøgte frivilligt. Øen husede nemlig gennem 100 år et stort fængsel, hvor nogle af Rios værste forbrydere afsonede deres straffe. Da fængslet blev nedlagt i 1994, begyndte turisterne så småt at få øjnene op for øens naturlige skønhed med regnskovsklædte bjerge, hvide sandstrande og krystalklart vand.

I dag strømmer turister fra nær og fjern til øen, men turismen er heldigvis koncentreret til nogle få steder langs kysten, og her findes ingen store hoteller, men kun hyggelige pensionater i traditionel brasiliansk stil – de såkaldte pousadas. Biler må man også kigge langt efter, for øen er bilfri med undtagelse af et par lastbiler, der bruges til at fragte varer og passagerer tværs over Ilha Grande på øens eneste vej – en jordvej, der snor sig gennem junglen. Til gengæld er der masser af vandreruter, som gør det nemt for turister at gå på opdagelse i regnskoven eller langs kysten.

De fleste turister ankommer til hovedbyen Abraao godt en halv times sejlads med speedbåd fra Mangaratiba inde på fastlandet. Det er også i Abraao de fleste turister bor, mens enkelte bliver sejlet videre ud til mere isolerede pousadas i nogle af øens andre små bugte. Abraao er ikke meget mere end en landsby, men den rummer op mod 150 pousadas af forskellig standard – fra simple hostels til små hoteller.

I højsæsonen er der godt fyldt op i de fleste pensionater, men byen virker hverken overrendt eller hektisk, for tempoet er adstadigt, og fraværet af biler er med til at skabe en afslappet feriestemning. Dagtimerne tilbringer mange turister på strandene omkring Abraao eller på bådudflugter til nogle af øens mere end 100 andre strande og laguner, hvor man kan bade og snorkle mellem farverige fisk.

Turen gennem regnskoven

Det er også i Abraao, vores vandretur gennem regnskoven begynder først på formiddagen en skyfri dag. Vi går ud for enden af stranden og fortsætter ind i regnskoven, hvor det først går stejlt opad. Heldigvis giver den tætte, tropiske skov en naturlig skygge, så det ikke føles alt for hårdt at gå opad i 30 graders varme og høj luftfugtighed.

Cikaderne holder koncert, mens vi langsomt bevæger os op gennem junglen. Indimellem rasler det i bladene, når en fugl eller et egern bliver skræmt af vores skridt. Pludselig spurter tre små silkeaber tæt forbi os på en træstamme, stopper op og betragter os nysgerrigt, inden de forsvinder ind i det tætte løvhang.

Den særlige atlanterhavsregnskov strakte sig engang over 3.000 km langs  Brasiliens østkyst, men minedrift, kaffedyrkning og ikke mindst industrialiseringen, hvor træet blev brugt som brændsel i dampmaskiner, gjorde det i løbet af et par århundreder af med det meste af skoven. I dag er der ikke mere end otte procent tilbage af de oprindelige skovarealer. Atlanterhavsregnskoven har en enorm artsrigdom af planter, fugle, dyr og insekter – en enkelt trækrone kan fx rumme op til 1.000 forskellige arter af insekter. Dem mærker vi heldigvis ikke så meget til, udover de smukke sommerfugle, som jævnligt blafrer forbi.

Efter en halv times tid er den værste stigning overstået, og vi passerer et mere åbent stykke på toppen af bjerget. Herfra er der god udsigt ned over Abraao-bugten og over til øens næsthøjeste punkt, det 960 meter høje Pico do Papagaio – Papegøjebjerget. Det er muligt at trekke fra Abraao op til toppen af bjerget, men det er en stejl og strabadserende tur på 3-4 timers vandring hver vej.

Ugler på stranden

Det behøver vi ikke tænke på nu, hvor det går nedad mod Palmas-stranden på den anden side af bjerget. Kun få turister har fundet vej til den hvide strand, der funkler som et postkort i solen. Det samme er tilfældet på Pouso, den næste i rækken, inden vi igen bevæger os ind i junglen. Den sidste del af turen mod dagens mål går gennem en gammel, nedlagt plantage i udkanten af regnskoven. Det er her, vi støder på de tre brøleaber, som vi længe står og betragter i middagshedens flimrende stilhed.

Lidt senere er vi, efter næsten tre timers vandring, fremme ved Lopes Mendes-stranden – målet for dagens tur. Den brede og tre kilometer lange strand er kendt i Brasilien for sit ekstremt fine, hvide sand og sin storslåede skønhed. Selv om det er højsæson, er der kun små grupper af mennesker på stranden, og de er mindst en kilometer væk fra os i den ene ende af stranden. Vores vandrerute har bragt os ud midt på stranden, hvor vi har det hele for os selv. Eller næsten for os selv.

For mens vi soler os efter en forfriskende dukkert i de lune atlanterhavsbølger, får vi pludselig øje på to små ugler lige bag os. Det er overraskende at se ugler midt på dagen, men de to fugle sidder roligt i et træ tre-fire meter fra os og pudser deres fjer. De nidstirrer os af og til med et skarpt blik, men virker ellers helt upåvirkede af vores tilstedeværelse. Vi tilbringer en halv times tid i deres selskab, mens vi slapper af i det bløde sand inden turen tilbage mod udgangspunktet. Denne gang tager vi genvejen fra Pouso-stranden, hvor vi hopper på en taxabåd, der stille og roligt tøffer os tilbage til Abraao, mens vi hviler de trætte ben og nyder udsigten til grønne bjerge.

Pirater og smuglere

Abraao domineres af turister og er fuld af små souvenirbutikker, cafeer og restauranter. Det er hyggeligt at drysse rundt i de bilfri gader, især sidst på dagen, hvor temperaturen er mere tålelig. Der er også masser af lokalt liv at opleve. Som når færgen fra fastlandet kommer ind med varer, der skal fragtes på trækvogne rundt i byen. Eller når de lokale tager deres fineste tøj på søndag aften for at gå til gudstjeneste i den lille kirke på torvet.

Lidt uden for byen langs stranden og klipperne mod vest finder man en stor akvædukt i romersk stil, som sammen med ruinerne af en gammel bygning vidner om øens spændende fortid. Ilha Grande har nemlig ikke alene huset kriminelle og politiske fanger, men har også skrevet sig ind i andre, mørke kapitler af Brasiliens historie.

Fra slutningen af 1500-tallet og et par århundreder frem var øen og hele Ilha Grande-bugten et skjulested for franske, engelske og hollandske pirater, der gik til angreb på den portugisiske kolonimagts bosættelser og skibe. Senere spillede øen en vigtig rolle i den illegale smugling af slaver, som blev en lukrativ forretning i begyndelsen af 1800-tallet i takt med, at stadig flere lande ophævede slaveriet.

Ruinerne og akvædukten går nu kun tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor den brasilianske monark Dom Pedro II oprettede et stort lazaret på Ilha Grande. På den tid hærgede flere koleraepidemier i Europa, og lazarettet fungerede som karantænestation for passagerer, der ankom fra Europa. Det havde plads til 1.000 gæster og var indrettet med pavilloner for både 1., 2. og 3. klasses passagerer. I dag er der kun ruinerne tilbage, mens en stor del af akvædukten står velbevaret. Den kunne i sin tid transportere op til én million liter vand i timen fra regnskoven og ned til lazarettet.

Tilbage i Abraao er det tid til en drink på en af strandcafeerne med borde og stole placeret direkte i sandet. Her kan man nyde solnedgangen over bjergene med en liflig caipirinha i hånden – den brasilianske nationaldrink lavet med sukkerrørsbrændevinen cachacha, limesaft, sukker og knust is. Efterhånden som mørket sænker sig, strømmer turisterne ud på restauranterne for at nyde friske fisk og skaldyr fra havet omkring øen, mens små bands skaber den rette stemning med samba og bossanova livemusik.