Brasilien | Aagaard Kommunikation

Massive development in North Sea

Jan Aagaard — Thu, 29 Dec 2016 16:30:14 +0000

Aagaard Kommunikation stod for en række artikler i Offshoreenergy.dk’s Yearbook, olie og gas, 2014.

The post Massive development in North Sea first appeared on Aagaard Kommunikation.

Rio sætter alle sejl til op til OL

Jan Aagaard — Thu, 29 Dec 2016 15:50:01 +0000

Til sommer er Rio de Janeiro vært for de første Olympiske Lege i Sydamerika. Byen har travlt med at blive klar til det store rykind af gæster og byder samtidig på nye attraktioner og bedre transportforhold.

Artikel bragt i magasinet Standby

RIO DE JANEIRO: Sukkertoppen, samba og bikinipiger på Copacabana. Det er det klassiske billede af Rio de Janeiro. Men Brasiliens næststørste by er meget mere end det, og Rio er i disse år ved at genopfinde sig selv som turistdestination med en række nye projekter og attraktioner.

Forvandlingen begyndte allerede op til fodbold-VM i Brasilien i 2014, hvor Rio var en af værtsbyerne, og den tager for alvor fart nu, hvor byen er i fuld gang med at skabe rammerne for De Olympiske Lege, der afholdes i Rio i august i år – i øvrigt det første OL i Sydamerika.

Man mærker forvandlingen allerede på vej i bussen fra lufthavnen ind i millionbyen. Store maskiner har travlt med udbygningen af den kollektive trafik med nye letbaner, særlige vejbaner til ekspresbusser, nye cykelstier og udvidelser af metroen.

Hovedparten af de olympiske faciliteter med nye stadions, arenaer og idrætsanlæg ligger langt fra det centrale Rio i forstæder som Barra og Deodoro. Arrangørerne har derfor stort fokus på at binde byen bedre sammen med kollektiv trafik, så de mange atleter, tilskuere og pressefolk nemmere kan komme til og fra OL-konkurrencerne, som er fordelt på faciliteter i fire forskellige områder af byen. De olympiske anlæg er i øvrigt stort set færdigbyggede og i fuld gang med at blive testet af idrætsudøvere fra hele verden.

Byen bindes sammen

Om alle de nye transportsystemer også når at blive færdige til tiden, kan man have sin tvivl om, når man besøger Rio her et halvt års tid før den olympiske ild tændes på Maracana stadion. Men de forbedrede transportmuligheder vil under alle omstændigheder gøre livet lettere for byens turister i de kommende år.

”Udbygningen af den kollektive trafik binder Rio sammen på en helt ny måde og gør det nemmere for alle at komme rundt. Samtidig udvikler vi nye attraktioner i områder af byen, hvor turisterne slet ikke kom før – som fx havneområdet og downtown,” fortæller Michael Nagy, kommerciel direktør, Rio Convention & Visitors Bureau.

”Det betyder samlet set, at der bliver langt flere muligheder for turisterne. Tidligere drejede turisme i Rio sig kun om Copacabana, Kristusfiguren og Sukkertoppen, men i dag vil jeg sagtens kunne lave et 2-ugers program for turister med nye oplevelser hver dag,” siger Michael Nagy.

Den nye havnefront

Foruden den olympiske park i Barra og de øvrige nye OL-faciliteter sker de mest omfattende forandringer omkring de gamle havneområder nær Rios centrum. Det var her, Rio blev grundlagt af portugiserne for 450 år siden, men havnefronten har for længst haft sin storhedstid. De gamle pakhuse har i årtier været i forfald, og området har været kendt som et af Rio’s fattigste og farligste.

Det bliver der ændret på nu med et stor byudviklingsprojekt, som blev indledt i 2010 og har til formål at skabe et helt nyt attraktivt område i byen. De historiske bygninger og pakhuse restaureres og kombineres med nye boliger, kontorer og hoteller. Samtidig bliver veje og fortove restaureret, der bygges en ny letbane, etableres cykelstier og plantes 15.000 træer. Projektet har dog også været under kritik, fordi en del fattige beboere mener, de er blevet drevet væk fra området.

Populært nyt museum

Den helt store attraktion på den nye havnefront er videnskabsmuseum Museu do Amanha (Museet for I Morgen), som åbnede lige før jul 2015. Det har til huse i en ikonisk bygning tegnet af den spanske arkitekt Santiago Calatrava, som har ladet sig inspirere af bromeliaplanterne i Rio’s botaniske have.

Det moderne museum handler om bæredygtighed og stiller de helt store spørgsmål om, hvor vi kommer fra og hvordan vi vil leve fremover. Turen gennem museet byder på over 50 oplevelser, som formidles gennem tusindvis af film, billeder, tekst og lydkulisser i en række imponerende installationer, der bl.a. består af 10 meter høje ’videotårne’.

Tilstrømningen til museet har været enorm fra starten med op til 5-6 timers ventetid i lange køer uden for. Nogle vælger formentlig at give op og besøger i stedet Rio Museum of Art, der ligger lige ved siden af og kun er to år gammelt. Dette museum handler om Rios historie, sociale liv og udfordringer og byder på moderne udstillinger med bl.a. fotokunst og installationer.

Rio oplever i det hele taget et kulturboom i disse år, hvor nye museer skyder op rundt om i byens mange forskellige kvarterer. Alene i centrum er der nu over 25 museer at vælge imellem, og i Barra-bydelen ikke så langt fra den olympiske by åbnede et nyt fodboldmuseum sidste år. Det har fokus på det brasilianske landshold og dets stjerner og kampe gennem tiden og byder på masser af interaktive oplevelser og detaljer for fodboldfans.

Større udbud af hotelværelser

VM i 2014 har sammen med det kommende OL skabt et stort behov for flere hotelværelser i Rio, og der har været fuld gang i byggerierne i de seneste år. Det gælder ikke mindst i Barra, hvor internationale hotelkæder som Marriott, Grand Hyatt og Hilton er rykket ind og har øget kapaciteten fra noget nær nul til over 12.500 hotelværelser i dag. Også i andre dele af byen er der kommet nye hoteller og hostels til, og den samlede kapacitet i Rio er øget fra 26.000 værelser i 2007 til omkring 65.000 i år.

Rio har i årevis haft et dårligt ry for sikkerhed, men også på den front er der sket meget. Politiet er rykket ind i mange af de berygtede favelaer, hvor der også er sat gang i sociale projekter. Samtidig er politiet nu meget synligt til stede de fleste steder i byen, hvor turister færdes. Det betyder ikke, at Rio er fri for kriminalitet, men det er blevet langt sikrere at færdes i byen.

”Rio er ikke en farlig by, men lige som i andre store og kosmopolitiske byer, skal man tænke sig om, når man bevæger sig rundt i byen. Rio er en mangfoldig by, og det et netop en del af charmen,” siger Michael Nagy fra Rio Convention.

The post Rio sætter alle sejl til op til OL first appeared on Aagaard Kommunikation.

Blandt brøleaber på Brasiliens bounty-ø

Jan Aagaard — Sun, 04 Dec 2016 14:03:26 +0000

Lidt syd for Rio de Janeiro finder man Ilha Grande. Den bilfrie ø er dækket af tæt regnskov, hvor der er gode chancer for at komme tæt på sjældne aber og eksotiske fugle. Samtidig kan man opleve nogle af Brasiliens bedste strande og gå på opdagelse i øens dystre fortid.

Artikel bragt i Berlingske Rejseliv

Foto: Henrik Egede-Lassen

Vi har hørt dem flere gange i løbet af vores vandring gennem den tætte regnskov. Nogle gange tæt på, andre gange et sted i bjergene i det fjerne. Som en mystisk, nærmest uhyggelig brummen, der trænger gennem junglen og blander sig med cikadernes skærebrændertenor. Men vi har ikke set dem.

Ikke før nu, hvor vores guide Clara pludselig spotter tre sorte brøleaber i trækronerne over os. Her sidder de helt roligt og er tilsyneladende upåvirkede af, at vi fotograferer løs 10-15 meter under dem. De følger os med øjnene, men virker afslappede og brøler ikke, som hannerne ellers gør for at markere deres territorium.

”Jeg tror, det er tre hunner deroppe. Man ser oftest brøleaberne i flokke på syv-otte individer, så måske er resten af flokken i nærheden. I er meget heldige, for det er langt fra på hver tur, vi ser brøleaber,” siger Clara, mens en af aberne langsomt flytter sig lidt længere ud på en af de grønne grene.

Brøleaber er den største art af aber i Sydamerika og kan veje op til 10 kg. Deres tykke haler bliver op til 90 cm lange og fungerer som en ekstra arm, der bruges til at gribe om grene med eller ligefrem hænge i. Hvilket er meget smart, da brøleaberne bruger stort set al deres tid oppe i trækronerne, hvor de lever af blade og frugter. De har fået deres navn efter de høje brøl, som hannerne udstøder ved hjælp særlig, hul knogle, der forstærker lydene fra deres stemmebånd.

Brøleaber er en truet dyreart, men her på Ilha Grande – Den Store Ø – har de ligesom mange andre dyrearter og fugle fundet et beskyttet naturparadis. Øen cirka 150 km syd for Rio de Janeiro i Brasilien er næsten 200 km2 stor – dobbelt så stor som Amager – og hele øens bjergrige landskab er et beskyttet naturområde og dækket af den sjældne atlanterhavsregnskov, som rummer en stor rigdom af dyr, fugle, insekter og planter.

Fra straffefanger til turister

Turismen kom først til øen i slutningen af 1990erne, for tidligere var Ilha Grande absolut ikke et sted, man besøgte frivilligt. Øen husede nemlig gennem 100 år et stort fængsel, hvor nogle af Rios værste forbrydere afsonede deres straffe. Da fængslet blev nedlagt i 1994, begyndte turisterne så småt at få øjnene op for øens naturlige skønhed med regnskovsklædte bjerge, hvide sandstrande og krystalklart vand.

I dag strømmer turister fra nær og fjern til øen, men turismen er heldigvis koncentreret til nogle få steder langs kysten, og her findes ingen store hoteller, men kun hyggelige pensionater i traditionel brasiliansk stil – de såkaldte pousadas. Biler må man også kigge langt efter, for øen er bilfri med undtagelse af et par lastbiler, der bruges til at fragte varer og passagerer tværs over Ilha Grande på øens eneste vej – en jordvej, der snor sig gennem junglen. Til gengæld er der masser af vandreruter, som gør det nemt for turister at gå på opdagelse i regnskoven eller langs kysten.

De fleste turister ankommer til hovedbyen Abraao godt en halv times sejlads med speedbåd fra Mangaratiba inde på fastlandet. Det er også i Abraao de fleste turister bor, mens enkelte bliver sejlet videre ud til mere isolerede pousadas i nogle af øens andre små bugte. Abraao er ikke meget mere end en landsby, men den rummer op mod 150 pousadas af forskellig standard – fra simple hostels til små hoteller.

I højsæsonen er der godt fyldt op i de fleste pensionater, men byen virker hverken overrendt eller hektisk, for tempoet er adstadigt, og fraværet af biler er med til at skabe en afslappet feriestemning. Dagtimerne tilbringer mange turister på strandene omkring Abraao eller på bådudflugter til nogle af øens mere end 100 andre strande og laguner, hvor man kan bade og snorkle mellem farverige fisk.

Turen gennem regnskoven

Det er også i Abraao, vores vandretur gennem regnskoven begynder først på formiddagen en skyfri dag. Vi går ud for enden af stranden og fortsætter ind i regnskoven, hvor det først går stejlt opad. Heldigvis giver den tætte, tropiske skov en naturlig skygge, så det ikke føles alt for hårdt at gå opad i 30 graders varme og høj luftfugtighed.

Cikaderne holder koncert, mens vi langsomt bevæger os op gennem junglen. Indimellem rasler det i bladene, når en fugl eller et egern bliver skræmt af vores skridt. Pludselig spurter tre små silkeaber tæt forbi os på en træstamme, stopper op og betragter os nysgerrigt, inden de forsvinder ind i det tætte løvhang.

Den særlige atlanterhavsregnskov strakte sig engang over 3.000 km langs Brasiliens østkyst, men minedrift, kaffedyrkning og ikke mindst industrialiseringen, hvor træet blev brugt som brændsel i dampmaskiner, gjorde det i løbet af et par århundreder af med det meste af skoven. I dag er der ikke mere end otte procent tilbage af de oprindelige skovarealer. Atlanterhavsregnskoven har en enorm artsrigdom af planter, fugle, dyr og insekter – en enkelt trækrone kan fx rumme op til 1.000 forskellige arter af insekter. Dem mærker vi heldigvis ikke så meget til, udover de smukke sommerfugle, som jævnligt blafrer forbi.

Efter en halv times tid er den værste stigning overstået, og vi passerer et mere åbent stykke på toppen af bjerget. Herfra er der god udsigt ned over Abraao-bugten og over til øens næsthøjeste punkt, det 960 meter høje Pico do Papagaio – Papegøjebjerget. Det er muligt at trekke fra Abraao op til toppen af bjerget, men det er en stejl og strabadserende tur på 3-4 timers vandring hver vej.

Ugler på stranden

Det behøver vi ikke tænke på nu, hvor det går nedad mod Palmas-stranden på den anden side af bjerget. Kun få turister har fundet vej til den hvide strand, der funkler som et postkort i solen. Det samme er tilfældet på Pouso, den næste i rækken, inden vi igen bevæger os ind i junglen. Den sidste del af turen mod dagens mål går gennem en gammel, nedlagt plantage i udkanten af regnskoven. Det er her, vi støder på de tre brøleaber, som vi længe står og betragter i middagshedens flimrende stilhed.

Lidt senere er vi, efter næsten tre timers vandring, fremme ved Lopes Mendes-stranden – målet for dagens tur. Den brede og tre kilometer lange strand er kendt i Brasilien for sit ekstremt fine, hvide sand og sin storslåede skønhed. Selv om det er højsæson, er der kun små grupper af mennesker på stranden, og de er mindst en kilometer væk fra os i den ene ende af stranden. Vores vandrerute har bragt os ud midt på stranden, hvor vi har det hele for os selv. Eller næsten for os selv.

For mens vi soler os efter en forfriskende dukkert i de lune atlanterhavsbølger, får vi pludselig øje på to små ugler lige bag os. Det er overraskende at se ugler midt på dagen, men de to fugle sidder roligt i et træ tre-fire meter fra os og pudser deres fjer. De nidstirrer os af og til med et skarpt blik, men virker ellers helt upåvirkede af vores tilstedeværelse. Vi tilbringer en halv times tid i deres selskab, mens vi slapper af i det bløde sand inden turen tilbage mod udgangspunktet. Denne gang tager vi genvejen fra Pouso-stranden, hvor vi hopper på en taxabåd, der stille og roligt tøffer os tilbage til Abraao, mens vi hviler de trætte ben og nyder udsigten til grønne bjerge.

Pirater og smuglere

Abraao domineres af turister og er fuld af små souvenirbutikker, cafeer og restauranter. Det er hyggeligt at drysse rundt i de bilfri gader, især sidst på dagen, hvor temperaturen er mere tålelig. Der er også masser af lokalt liv at opleve. Som når færgen fra fastlandet kommer ind med varer, der skal fragtes på trækvogne rundt i byen. Eller når de lokale tager deres fineste tøj på søndag aften for at gå til gudstjeneste i den lille kirke på torvet.

Lidt uden for byen langs stranden og klipperne mod vest finder man en stor akvædukt i romersk stil, som sammen med ruinerne af en gammel bygning vidner om øens spændende fortid. Ilha Grande har nemlig ikke alene huset kriminelle og politiske fanger, men har også skrevet sig ind i andre, mørke kapitler af Brasiliens historie.

Fra slutningen af 1500-tallet og et par århundreder frem var øen og hele Ilha Grande-bugten et skjulested for franske, engelske og hollandske pirater, der gik til angreb på den portugisiske kolonimagts bosættelser og skibe. Senere spillede øen en vigtig rolle i den illegale smugling af slaver, som blev en lukrativ forretning i begyndelsen af 1800-tallet i takt med, at stadig flere lande ophævede slaveriet.

Ruinerne og akvædukten går nu kun tilbage til slutningen af 1800-tallet, hvor den brasilianske monark Dom Pedro II oprettede et stort lazaret på Ilha Grande. På den tid hærgede flere koleraepidemier i Europa, og lazarettet fungerede som karantænestation for passagerer, der ankom fra Europa. Det havde plads til 1.000 gæster og var indrettet med pavilloner for både 1., 2. og 3. klasses passagerer. I dag er der kun ruinerne tilbage, mens en stor del af akvædukten står velbevaret. Den kunne i sin tid transportere op til én million liter vand i timen fra regnskoven og ned til lazarettet.

Tilbage i Abraao er det tid til en drink på en af strandcafeerne med borde og stole placeret direkte i sandet. Her kan man nyde solnedgangen over bjergene med en liflig caipirinha i hånden – den brasilianske nationaldrink lavet med sukkerrørsbrændevinen cachacha, limesaft, sukker og knust is. Efterhånden som mørket sænker sig, strømmer turisterne ud på restauranterne for at nyde friske fisk og skaldyr fra havet omkring øen, mens små bands skaber den rette stemning med samba og bossanova livemusik.

The post Blandt brøleaber på Brasiliens bounty-ø first appeared on Aagaard Kommunikation.